Arco - Geografi
Arco ligger inde i landet på den vestlige side af Sarca-floden, hvor dalen bliver bredere på sin vej ned mod Gardasøen. Byen ligger fem km fra Riva del Garda og Torbole og består af to dele; det historiske centrum, der ligger med sin fine gamle arkitektur for foden af klippen med resterne af borgen samt den vestlige del, der hovedsaglig består af nybyggeri. Takket være læ fra bjergene mod nord og indflydelsen fra Gardasøen mod syd, har Arco et mildt klima året rundt, hvilket gør det muligt at dyrke oliven, magnolier, kaktus, palmer og laurbær samt andre typiske middelhavsplanter.